• »Luk dem«. Eksperter frygter »udbredt samfundssmitte« fra nye minkfarme

    Source: BDK Borsnyt / 07 Apr 2025 10:57:52   America/New_York

    Risikoen er lille, men den er der. Derfor bør der gribes ind for at forhindre, at fugleinfluenza breder sig til de nye minkfarme, der på ny er begyndt at dukke op i Danmark, og i værste fald kan udvikle sig til en omfattende samfundssmitte, der kan ramme et stort antal mennesker herhjemme. Sådan lyder kravet fra politikere og eksperter, der i en ny risikovurdering kaster lys over de store udbrud af fugleinfluenza i stadig flere dyrearter over store dele af verden og risikoen for, at den kan sprede sig til mennesker. SF mener ligefrem, at de nye minkfarmene bør lukkes, ligesom det skete i 2020 i den meget omtalte minksag, hvor op mod 17 millioner mink blev slået ihjel efter et kaotisk og kontroversielt forløb. »Der er måske et stykke vej, til vi kommer dertil. Men det er et ekstremt alvorligt scenario, at der kan opstå generel samfundsmitte fra menneske til menneske med fugleinfluenza, som er en virus med høj dødelighed. Dette er, sammen med problemerne med dyrevelfærd, et yderligere stærkt argument for, at vi ikke bør have minkproduktion i Danmark,« siger fødevareordfører Carl Valentin. Forbuddet mod minkavl udløb i januar 2023, og siden er antallet af mink i Danmark vokset stille og roligt. Ifølge risikovurderingen var der pr. december 2024 totalt cirka 36.768 mink på fem danske farme med tilsammen 15 besætninger – mod 22.000 i august 2023. På den største farm var der 15.275 mink. I perioden 2023 til januar 2025 blev der importeret 5889 mink; de fleste, 2706, fra Finland Stort udbrud i Finland Kravet om lukning af de nye minkfarme kommer på baggrund af en ny risikovurdering af minkproduktionen fra en stor gruppe af fagfolk. Den er netop blevet præsenteret for politikere i Folketinget. Afsættet er blandt andet et større udbrud af såkaldt højpatogen fugleinfluenzavirus (HPAIV) i Finland, hvor der i slutningen af 2023 blev konstateret smitte med fugleinfluenza mellem dyr på 71 farme med pelsdyr som ræve, mårhunde og mink. Ingen mennesker er blevet smittet, men udbruddene og de perspektiver, det trækker for minkene i Danmark, vækker bekymring blandt eksperterne i Dansk Veterinær Konsortium med medlemmer fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut. »Udbredt samfundssmitte« Ganske vist vurderes risikoen for, at der kan komme smitte ind i danske farme via import af dyr fra Finland, som er forekommet i en håndfuld tilfælde, til at være meget lav. Lidt større risiko – men stadig meget lav – vurderes der at være for, at smitten kan bringes ind på farmene via vilde fugle, som i store tal er inficeret med fugleinfluenza. Men det anføres også i rapporten, at det – i en situation, hvor mink allerede er blevet smittet og virus spredes mellem mink – vurderes at være »meget sandsynligt (90-95 procent)«, at der kan udvikles varianter af højpatogen fugleinfluenza, der er tilpasset til pattedyr og derved også potentielt tilpasset til mennesker. »Konsekvensen vil i værste tilfælde være, at der opstår en variant af virus, der kan smitte fra menneske til menneske og dermed udløse udbredt samfundssmitte,« hedder det. Bekymring og frygt Professor i veterinær virologi Lars Erik Larsen, Københavns Universitet, der har været pennefører på risikovurderingen, understreger, at det ikke er sådan, at vi her og nu står over for en pandemi med fugleinfluenza, der udspringer fra minkfarme. »Men vi skal tage dette alvorligt. Udviklingen i Finland var ikke god og burde være stoppet tidligere. Dette virus skal ikke have lov til at køre rundt blandt mink, fordi det giver en øget risiko for, at der udvikler sig varianter, som kan smitte mellem mennesker. Det er vores bekymring og frygt,« siger han. I rapporten anfører eksperterne, at det er afgørende med en »tidlig erkendelse« af HPAIV i mink og mennesker for at reducere den samlede sundhedsrisiko. Konkret kan det for eksempel være ved kliniske observationer eller test af døde mink, som i dag kun undersøges for covid-19-smitte. »Det er vigtigt, at vi overvåger disse besætninger, også i forhold til fugleinfluenza, så smitten erkendes hurtigt, og man derved undgår, at virus tilpasses minkene,« siger Lars Erik Larsen. Fugleinfluenza vinder frem Bekymringen for fugleinfluenza er blevet stadig mere udbredt de senere år og frygtes at kunne blive afsæt for en ny verdensomspændende epidemi som covid-19-pandemien i 2020, der førte til mellem syv og 20 millioner dødsfald. I den nye risikovurdering indgår også oplysninger om, at fugleinfluenza – udover i mink – også er konstateret i blandt andet grise, kvæg, rotter, heste, katte, ræve, sæler, mårhunde og hunde Særligt USA har været hårdt plaget på det seneste, og i en række situationer er der også registreret smitte til mennesker. Pr. 11. september 2024 har WHO registreret 896 bekræftede »humane tilfælde« med HPAIV i 24 lande. Der er konstateret syv tilfælde i Europa, i flere tilfælde dog som følge af såkaldt miljøkontaminering. Der påvises løbende tilfælde i Asien, hvor der også er rapporter om alvorlige symptomer og dødelig udgang. I USA har der siden marts 2024 været påvist 41 humane tilfælde i forbindelse med HPAIV-inficerede kvægbesætninger. Klar til dialog Danske Mink understreger, at der ikke er konstateret fugleinfluenza i danske besætninger, og at både myndigheder og landbruget arbejder med overvågning, biosikring og beredskab for at mindske risikoen. I en skriftlig kommentar er budskabet også, at branchen gerne indgår i en dialog om, hvordan det kan foregå, hvis myndighederne finder det relevant at udvide overvågningen til at omfatte test for fugleinfluenza. Hos Fødevarestyrelsen er meldingen, at tiltagene for at imødegå covidsmitte også er effektive i forhold til fugleinfluenza. Minkvirksomhederne er desuden blevet gjort opmærksomme på risikoen for smitte fra vilde fugle til mink og på, at de har pligt til at anmelde det, hvis der er mistanke om, at de er smittet med fugleinfluenza, HPAI. »Fordi det er vist, at HPAI kan udvikle sig i mink og give anledning til videre smitte mellem mink, vil en minkbesætningen derfor blive pålagt et offentligt tilsyn,« oplyser enhedschef Mette Kirkeskov Sie. Styrelsen kan også afgøre, at minkene skal aflives for at bekæmpe sygdommen, ligesom det er tilfældet ved de jævnlige fund af HPAI i fugle. https://www.berlingske.dk/indland/luk-dem-eksperter-frygter-udbredt-samfundssmitte-fra-nye-minkfarme
Share on,